september 13, 2015


         Pressemeddelelse fra DF
Christiansborg, søndag den 13. september 2015
  

DF til Søren Pind: Stram op! DF kræver justitsministeren i samråd.

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, oplyser, at DF vil indkalde justitsminister Søren Pind til et samråd, hvor han skal redegøre for det kaotiske forløb, som vi har oplevet den seneste uges tid, hvor flygtninge og migranter i tusindvis har krydset den danske grænse samt – nok så vigtigt – redegøre for, hvordan han vil sikre, at der kommer langt bedre styr på indsatsen og på de danske grænser fremadrettet.

- Det har været et fuldstændigt kaotisk forløb, hvor det til tider har virket som om, at samarbejdet og kommunikationen mellem justitsministeren og rigspolitiet fuldstændigt har sejlet, siger Søren Espersen.

- Justitsministeren må redegøre for, hvordan det kunne gå til, at politiet er endt i en situation, hvor de har måttet opgive at tilbageholde og sikre identiteten af alle de udlændinge, som de mistænker for at være indrejst ulovligt i Danmark, siger Søren Espersen.

Senest har vi så oplevet, at politiet meddelte, at man fra politiets side ikke længere ville offentliggøre skøn over, hvor mange personer, der har krydset grænsen, fordi de ”ikke er valide”, for derefter at blive underkendt af justitsministeren, som slog fast, at selvfølgelig skal danskerne oplyses om, hvor mange flygtninge og migranter, der krydser grænsen.

Det kan ikke være tvivl om, at justitsminister Søren Pind i denne situation traf den korrekte beslutning, men det ændrer ikke på, at forløbet har været særdeles uskønt og én lang slingrekurs. Det kan vi ganske enkelt ikke være tjent med under en borgerlig regering, og jeg ser meget frem til at få en redegørelse for hele forløbet og en plan for, hvordan håndteringen af sådanne situationer bliver langt bedre i fremtiden, siger Søren Espersen.