maj 23, 2015

Hilsen til Sverige

Et kik tilbage til Pias ugebrev - 

en hilsen til Sverige 16. august 2010

Fra Hodja

Er der håb for Nordens syge mand?

”Hvis svenskerne vil gøre Stockholm, Göteborg og Malmø til skandinaviske Beirut’er med klan-krige, æresdrab og massevoldtægter, så dem om det. Vi kan altid sætte en broklap i Øresundsbroen”.
Sådan skrev jeg i mit ugebrev for mere end otte år siden på baggrund af den daværende socialdemokratiske svenske regerings voldsomme kritik af de stramninger på udlændingeområdet, som gennemførtes i Danmark i foråret 2002.
Den provokerende sætning fik øjeblikkeligt det officielle Sverige til at koge over af hysteri og hellig forargelse. Vi var ”danskjävlar”. Vi kunne få lov at indavle os selv tilbage til stenalderen. Jeg husker, at jeg mødte en stærkt ophidset Lars Leijonborg fra det svenske Folkpartiet til en duel på ord i tv-udsendelsen Deadline. Den humorforladte mand var så desperat og sur, at han i mangel af argumenter for åbent kamera gav sig til at rive en af Dansk Folkepartis brochurer i stykker.
Men mens den svenske elite spruttede af raseri og udstedte daglige bandbuller, strømmede det ind med flere hundrede mails til Dansk Folkeparti fra helt almindelige svenskere. Næsten alle var de fulde af taksigelser over, at vi havde sat fokus på det svenske udlændingeproblem og den svenske meningsundertrykkelse. Men det var også trist læsning. Tonen var næsten bønfaldende: ”Hjælp os”.
Det fik os til at indrykke en annonce i den svenske avis ”Dagens Nyheter”, hvor vi takkede for støtten. Vi bragte her nogle citater fra de mange mails, vil havde modtaget. Det officielle Sverige skreg straks, at vi selv havde fabrikeret citaterne, fordi de indeholdt fordanskninger – noget som naturligvis skyldes, at nogle af afsenderne ønskede at gøre indholdet lettere at forstå. Ligesom når vi siger ”ursäkta” eller bestiller ” ett rum med frukost”, når vi opholder os på den anden side af Sundet.
Alt i alt gav det et indblik i en politisk kultur, jeg ikke troede mulig i en oplyst, vestlig verden anno 2002. Hvad var gået galt i Sverige? Hvordan kunne det lade sig gøre at undertrykke en befolkning så voldsomt?
Det grænseløse svenske hykleri kom ligeledes til udtryk under valgkampen i 2006, hvor svensk TV med skjult kamera havde filmet politikere fra de anerkendte – eller skulle man sige ”lovlige” – partier i Sverige. Her stod socialdemokrater og moderater pludselig og omtalte indvandrere med sprogets værste og mest hadefulde gloser. Da de efterfølgende blev konfronteret med deres udtalelser, nægtede de lamslået, at det overhovedet var deres ord. Et sørgeligt bevis på en syg politisk kultur!
Ved samme valg blev det i øvrigt påbudt de statslige svenske medier konsekvent at omtale det indvandringsskeptiske parti Sverigedemokraterne som ”fremmedfjendske”, hvis partiet en sjælden gang blev nævnt i ”Ekot” eller ”Rapport”. I takt med at indvandringen til Sverige eskalerede yderligere med tusindvis af irakere, kørte den svenske elite videre i samme verdensfjerne spor.
Den svenske socialdemokratiske leder Mona Sahlin – som gerne vil være Sveriges næste statsminister – udtalte eksempelvis i 2002, at ”Jeg tror, at det som gør så mange svenskere misundelige på indvandrergrupper, det er, at I har en kultur, en identitet, en historie, noget som binder jer sammen. Og hvad har vi? Vi har midsommeraften og den slags tåbelige ting”. Men den nuværende statsminister Frederik Reinfelts fædrelandskærlighed var såmænd ikke meget større, da han udtalte, at ”kun barbariet er oprindeligt svensk”.
Det vil sprænge alle rammer at gengive den endeløse række af svenske absurditeter som for eksempel, at en elev blev sendt hjem fra en skole, fordi han bar det svenske flag på en bluse, at en fyret medarbejder fra den svenske udlændingestyrelse ikke en gang kunne få hjælp fra sin egen fagforening, fordi han havde vovet at kritisere den svenske udlændingepolitik offentligt – eller at jeg af den svenske succes-forfatter bag bl.a. Hamilton-bøgerne, Jan Guillou blev betegnet som ”farligere end Bin Laden”.
Jeg kan nøjes med at konstatere, at den svenske udlændingepolitik er kørt helt af sporet.
At Sverige i dag har en af Europas højeste kriminalitetsrater, og at den massive indvandring har tvunget hele det svenske velfærdssystem i knæ. Hvilket ikke mindst går ud over de ældre på svenske plejehjem, som i dag visse steder får rationeret alt fra kaffe til antallet af kartofler, de må spise, fordi der skal spares.
Hvornår har svenskerne endelig fået nok? Det har vi tit gået og spurgt os selv på denne side af Sundet. Ja, hvornår? Noget tyder på, at det måske er ved at ske. I hvert fald står Sverigedemokraterne i meningsmålingerne til at forcere den svenske spærregrænse på fire procent. I visse målinger har partiet endda opnået mere en seks procent af stemmerne. Det tyder på, at der er håb for Sverige.
Kritikere af Sverigedemokraterne har hånligt sagt, at partiet er en kopi af Dansk Folkeparti. Og hvad så? Hverken jeg eller andre i Dansk Folkeparti har aktivt blandet sig i svenske forhold. Det har hele tiden været vores klare holdning, at kun svenskere kan afhjælpe situationen i Sverige. Men at Sverigedemokraterne selvfølgelig har skelet til
DanskFolkepartis succes, er kun helt naturligt.
Der forestår et politisk oprydningsarbejde af næsten bibelske dimensioner i Sverige efter Riksdagsvalget den 19. september, og Sverigedemokraternes kommende udfordring bliver at vise, at de – ligesom Dansk Folkeparti – er i stand til at skaffe sig indflydelse og samtidig formår at holde en stram disciplin i partiet. Men forudsætningen er naturligvis, at de øvrige svenske partier vil respektere partiet og de svenskere, som har stemt på det.
Meget tyder på, at det mentale jerntæppe omkringSverigedemokraterne endelig er ved at krakelere. Det er godt. Ikke kun for Sverige og svenskerne, som igen kan rejse hovedet og synge ”Du gamla, du fria” uden at risikere at blive beskyldt for ”hets mot folkgrupp” – men for hele Norden. Der er håb for Sverige.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
mandag den 16. august 2010