december 18, 2013

Lidt Dansk Kultur

Thorvaldsens Museum kender vi, men derfor er det ikke sikkert, at vi har kikket nærmere på Sonnes billedfrise. Den er ikke malet. Det nordiske klima egner sig ikke rigtig til maleri på husene sådan som man kan se det i Tyskland og Schweiz. Frisen er indlagt på samme måde, som man laver intarsia-arbejde i træ. Hvert farvefelt er lagt i portlandcement i 6 mm's tykkelse. Det vil sige, sådan var det faktisk ikke rigtigt fra begyndelsen, for helt små farvefelter havde man faktisk malet på. Det var medvirkende til, at den måtte måtte restaureres flere gange, men nu holder den forhåbentligt.

Nedenstående (misfarvede) billede  viser Thorvaldsens hjemkomst til København 1838. Man havde været ivrig for at få ham hjem af hensyn til hans store samlinger og hans testamente. Han blev hentet af fregatten ”Rota”, som var på piratfangst i Middelhavet mod muselmænd fra de nordafrikanske stater.



København stod på den anden ende i forventningsfuld travlhed med forberedelser til en værdig modtagelse. Man holdt udkik fra fortet ”Sixtus”. Når skibet var i sigte, skulde der hejses et flag på Nikolaj Tårn som tegn til Københavnerne. Der var sort af mennesker på Langelinie, Kastelsvolden og Toldboden. Drenge var kravlet op i træerne. Man sang og hurra'ede.
Thorvaldsen blev i chaluppen ledsaget af Rotas kaptajn, Dahlerup. Kunstakademiets medlemmer tog imod ham, og Thorvaldsen kyssede dem på kinden, som man gjorde i Italien. De spændte hestene fra kareten og trak ham ind til Charlottenborg, hvor han om og om igen måtte vise sig på balkonen ud mod den jublende menneskemængde på Kongens Nytorv. ”Det er ligesom når Paven ved påsketid velsigner folkemængden”, mente Thorvaldsen.


Samtidens kendte kunstnere er med på frisen, selvom de måske ikke lige var med ved selve begivenheden. Udover de kendte navne har man også afbilledet ”almindelige” mennesker, og tilmed tilladt sig en anakronisme, som ikke er kommet med her: sidste mand i rækken er borgmester Julius Hansen, der gjorde sit til at frisen blev reddet for eftertiden (1936-40), og derfor burde være med - om end et sekel forsent.