oktober 01, 2013

"Den gode tysker"



Ude på det lille fine palæ ”Friboeshvile” i Sorgenfri sidder der en mindeplade for tyskeren Georg Ferdinand Duckwitz, der boede her i flere år. Han gjorde karriere i tysk diplomati efter krigen og døde i 1973.
Han var af gammel hanseatisk handelsslægt i Bremen, f. 1904, opholdt sig i Danmark som handelsmand i det tysk/amerikansk kaffefirma, Kaffe Hag, fra 1929, hvor han lærte de nordiske sprog, fik mange forbindelser og kom til at holde meget af Danmark. Det forhindrede ikke, at han indmeldte sig i NSDAP i 1932 og tilmed søgte at komme i SS. Han brød med partilinjen i 1935. Rejste tilbage til Bremen ansattes i Hamburg-Amerika-linjen, og bosatte sig i New York.
Under krigen havde han til opgave at varetage Tysklands søfartsinteresser i Danmark. 

Tyskerne forsøgte flere gange under besættelsen at få Danmark til at gå med på en tysk ”Endlösung” angående de danske jøder, men der lød advarsler om, at de så vilde miste de fordele, de havde af et medgørligt Danmark. Men den 8. September 1943 sendte rigsbefuldmægtigede Werner Best et hemmeligt telegram og udløste dermed en lavine...

Der var så megen tvivl om idèen bag dette telegram, at man ved opgøret efter krigen, hvor Best ved byretten idømtes dødsstraf, fik dette ændret til 12 års fængsel ved højesteret. Tvivlen levede videre.

Den 11. september fortalte Best til Duckwitz om dette telegram, og Duckwitz blev forfærdet over Best's dumdristighed: resultatet vilde ikke standse nogen ”Endlösung”, men snarere sætte den i gang! Og Duckwitz truede med at tage sin afsked. Best overvejede sagen igen og lod så Duckwitz rejse til Berlin 13/9 for om muligt at stoppe det famøse telegram, men forgæves. Telegrammet var allerede via Ribbentrop på vej til Hitler, som den 17/9 gav ordre til deportation af de danske jøder. I det tredje Rige kunde Hitlers ordrer ikke dikuteres!


Duckwitz, som havde mange gode danske bekendte, gik øjeblikkelig i gang med at lade oplysninger sive ud til dem. Den 19/9 skrev han i sin dagbog: ”Nu ved jeg, hvad jeg har at gøre”. Den 22/9 rejste han til Stockholm under dække af et tjenstligt ærinde og talte med statsminister Per Albin Hansson, som lovede svensk intervention over for Berlin. Den 30/9 tilbød den svenske regering, at man kunde internere de danske jøder i Sverige, - men blev afvist!

Det svenske udenrigsministerium sendte legationsråd Ekblad til deres gesandtskab i København for at hjælpe og støtte Duckwitz, bl.a.ved at udstede svensk pas. Den 25/9 var Duckwitz tilbage i København, og Dagen efter kom Hitlers ordre til jøderazzia natten til den 2. oktober. Trods velmenende advarsler om ”højforræderi» fra Kanstein*, brød Duckwitz den 28/10 alle regler. Han henvendte sig direkte til statsminister Hans Hedtoft Hansen på hans kontor i Rømersgade. Hedtoft har beskrevet det:
«Nu sker ulykken» sagde han. «Det hele er planlagt i alle enkeltheder. Skibe vil ankre op på Københavns red. Deres arme jødiske landsmænd, som Gestapo finder, vil blive tvangsdeporteret til skibene. Han var hvid i ansigtet af indignation og skam.»

Duckwitz skyndte sig videre til udenrigsministeriet. Han fik også adviseret Ekblad, der samme dag fløj tilbage til Stockholm for nødvendige forberedelser.

Duckwitz kontaktede desuden krigsmarinens kommandant og andre nøglepersoner. Han sled i det med store og små opgaver, herunder visum papirer. Den 29/9 skrev han i sin dagbog: «Forberedelserne til jødeaktionenbliver truffet i hast. Nye folk er kommet hertil – eksperter i denne snavsede affære [der tænkes på SS-officerenGünther]. De vil ikke finde mange ofre.”

Gestapo arresterede 464 jøder, men 7220 blev reddet til Sverige. De havde fået 3 døgn til at forberde flugten. Noget der var hårdt brug for, eftersom alle i spillet var amatører uden erfaring.
Ingen anden end Duckwitz kunde have klaret diplomatiet i toppen, for ingen stod nærmere Best og kilderne i Berlin og havde samtidig den tillid hos danskerne, som var nødvendig.


*) Paul Ernst Kanstein 
SS-brigadefører Paul Ernst Kanstein,  var Werner Best's højre hånd, med stor indflydelse på den moderate okkupationskurs. Han ønskede ro og ingen politiske eksperimenter, og han bekæmpede de danske nazisters forsøg på at komme til magten. Efter sammenbruddet af den moderate linje i august 1943 søgte Kanstein væk og forflyttedes til Norditalien.

Verificeret



Kilde: Hans Kirchhoff ”Georg Ferdinand Duckwitz” i Lyngbybogen 1978 (Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune).