juli 27, 2013

Nyttige idioter!

Det handler ikke om kød, men om magt og undertvingelse.

af KIRSTEN SARAUW i Kr. Dagblad 26.7.2013

DET VRIMLER MED NYTTIGE IDIOTER, der ud af deres hjertes godhed gør alt, hvad de kan for at lette islams vej til dominans over den danske befolkning.
Vicedirektør på Hvidovre Hospital, Torben Mogensen, er en af dem. Han har i årevis uden at gøre opmærksom på det udelukkende ladet servere islamisk halal-slagtekød for alle hospitalets patienter.
Hans begrundelse er, at der skal tages hensyn til de mange " etniske patienter", og at det bliver for besværligt at servere både " det ene og det andet slags oksekød".
Danske Regioners næstformand, Anne Kristensen ( V), mener dog, at danske hospitaler bør give alle patienter et valg. Nu får vi se, hvor den sag lander.
Men det handler ikke om kød. Det handler om magt og undertvingelse. På symbolplanet.
Jeg ved ikke hvem, der rådgiver Torben Mogensen om islam. Islamistiske læger? Dem findes der ikke så få af. Men særlig velorienteret virker han ikke.
Jeg kan så hermed oplyse Torben Mogensen og alle de andre ejegode halalhippier om, at islamiske sharia-spiseregler ikke behøver at efterleves, når muslimer for ek-k sempel bor i " vantro" lande eller er underlagt andre force majeure-omstændigheder.
Dette må jo i høj grad siges at gælde for muslimer, der midlertidigt er indlagt på et dansk hospital i et gammelt kristent land, som afviser religiøse slagtemetoder. Hvis muslimer ikke kan få halalslagtet kød i den situation, kan de ikke selv gøre for det, og " begår derfor ikke nogen synd".
HER KOMMER korancitatet, som er grundlaget for islams spiseregler: " Han forbyder jer kun selvdøde dyr, blod og svinekød samt det, hvorover der er udtalt en andens navn end Allahs.
Men hvis nogen bliver tvunget, uden at gøre det af lyst eller for at overtræde forbuddet, da begår han ingen synd. Allah er tilgivende og barmhjertig." ( Koranen, sura 2: 173).
Hermed skulle et tungt problem være løst ikke kun på Hvidovre Hospitals menukort, men også for alle øvrige hospitaler, 30 børnehaver, plejefamiler, ja, alle offentlige institutioner, hvor man af lutter selvudslettende hensynsbetændelse til en mindretalstalsreligion mener sig berettiget til at proppe mindretallets religiøse slagtemad ned i drøvlen på alle andre, samt fratage danskerne gamle nationalretter som flæskesteg, pølser og frikadeller.
Muslimer begår ingen synd ved at overtræde spisereglerne, når det ikke er af fri vilje, men dikteres dem.
I øvrigt fatter jeg ikke, hvorfor det skulle være umuligt for muslimer at vælge vegetarmenuen for en kortere hospitalsperiode eller give deres børn madpakke med i børnehaven? Det gør danske jøder.
HVAD OPNÅR Torben Mogensen og hans ligesindede ved ikke at stille krav til muslimer om selv at tage ansvar, men i stedet pådutte os andre islams spiseregler? At muslimer bliver mere og mere forhadte.
Der udkæmpes fra velorganiseret islamistisk side i disse år en stilfærdig, men stædig politisk kamp for at få gennemtrumfet sharialove ( religiøs-politisk lovgivning for tro og samfund) for muslimer i den europæiske diaspora.
Man har naturligvis ingen interesse i at omtale undtagelser fra spisereglerne.
I stedet taler man om inklusion og tolerance. Forstået på den måde, at det er majoritetssamfundet, der skal inkludere og tolerere, ikke muslimerne, der skal indordne sig. Sharialovgivningens endemål er, at islam skal dominere ( se for eksempel Koranen, sura 8: 39).
Det er ikke halalkødet i sig selv, der er et problem for os andre, men det er den symbolske undertvingelse. At vi " vantro" er tvunget til at spise kylling, der er slagtet i Allahs navn, fordi der ikke findes andet, er islamisternes hemmelige triumf.

Kirsten Sarauw, præst og psykoterapeut
Jeg kan oplyse Torben Mogensen og alle de andre ejegode halalhippier om, at islamiske shariaspiseregler ikke behøver at efterleves, når muslimer for eksempel bor i ' vantro' lande.