april 24, 2013

Eugenik og hykleri


Den socialdemokratiske socialminister K.K. Steincke gik ind for anvendelsen af eugenik for at begrænse antallet af åndssvage, så velfærdssamfundets store forsørgerbyrde kunde formindskes.








Eugenik og hykleri

Af   19 april 2013 
KK Steincke
Eugenik (arvehygiejne) er som bekendt noget meget kontroversielt, og officielt beskæftiger ingen stater i Vesten sig med dette, men i praksis er sagen dog en ganske anden, og det skyldes, at man i de senere år har formået at camouflere eugeniken ved at gøre det hele til et spørgsmål om forældrenes frie valg. På grund af den tekniske udvikling har forældrene nu fået den mulighed at vælge fostre fra, hvis fostrene har bestemte uønskede egenskaber eller sygdomsdispositioner. Og netop dette at kunne vælge fra er jo selve kernen i eugenik; for eugenikens målsætning er netop at kunne vælge mellem de gode og de dårlige egenskaber hos mennesker i den hensigt at kunne fremme de gode egenskaber. Eller med andre ord, eugenik er blot et forsøg på at hjælpe evolutionen lidt på vej inden for det særlige arbejdsområde, der hedder homo sapiens. Af historiske grunde er eugenik som nævnt en kontroversiel ting, men den er samtidig i bedste overensstem-melse med nutidens bestræbelser på at administrere samfundene mere rationelt, og derfor kan man alligevel ikke lade være med at benytte eugeniken, skønt man til enhver tid vil benægte at have samme hensigt som eugeniken.
Men hvis man ikke vil forbedre mennesket som eugeniken, hvilken mening er der så med den moderne fosterdiagnostik, hvor fostret scannes for misdannelser af forskellig art, så man har en mulighed for at foretage en abort i rette tid? Ingen kan benægte, at en sådan diagnostik betyder en uhyre lettelse for forældrene, og at den samtidigt indebærer muligheden for at forbedre det menneskelige arvemateriale i et samfund. Og der er da også allerede skabt store resultater gennem fosterdiagnostikken, f.eks. er børn med Downs syndrom blevet en sjælden ting, hvilket sparer børnene for et tragisk liv, forældrene for fortvivlelse og samfundet for store udgifter. Og alligevel er det stadig sådan, at al verdens forbandelser udøses over de kætterske videnskabsmænd, der vil videre ad den vej, der fører mod et sundere og mere begavet menneske.
Hvordan skal man nu forstå dette? På den ene side anvender man eugeniken i praksis, fordi alle ved, at den gradvist kan fjerne mange forfærdelige arvelige sygdomme, men teoretisk set fordømmer man eugeniken, fordi man ikke vil vedkende sig den ældgamle drøm fra Platon om skabelsen af et sundere og klogere menneske. I Den Store Danske ser man da også følgende mærkeligt modstridende formulering af sagen: ”Hensigten er ikke længere at forbedre menneskearten som sådan, men fx at give forældrepar mulighed for at vælge abort, hvis det kan påvises, at fostret har en genetisk fejl, der vil give barnet et alvorligt handicap.” Men nu er det jo sådan, at motivet for eugenik sådan set er ret ligegyldigt, for resultatet er præcist det samme, nemlig et sundere barn og dermed også en lille forbedring af den hele menneskeart. Hvis alle får mere begavede og sundere børn, så bliver fremtidens menneske naturligvis også bedre begavet og sundere, simpelthen fordi der indføres bedre arveanlæg ind i slægterne.
Man må således konstatere, at de vestlige samfund er præget af et utroligt hykleri, når det drejer sig om eugenik, hvilket er meget uheldigt, for det forhindrer en åben diskussion om de vældige perspektiver, der findes i eugenik. Men det er ikke alene sådan, at man teoretisk lægger afstand til den eugenik, som man ofte anvender i praksis, man lader tilmed helt bevidst ting foregå, der i denne sammenhæng må anses for overordentligt uheldigt. Når man tillader mindre begavede indvandrere fra Mellemøsten at gifte sig med mindre begavede kusiner og fætre, så ved man jo udmærket, at dette i mange tilfælde blot resulterer i retarderede indvandrerbørn, der altid vil være en byrde for samfundet. Og dog lader man som ingenting, skønt man på alle andre områder er levende optaget af at begrænse de fremtidige udgifter. Dette er en uheldig bivirkning af, at man officielt tager afstand fra eugenik, for samtidigt med at danskerne i praksis anvender den, så tillader man i legitimerende hensigt indvandrerne at se bort fra den. Politikerne vover således ikke at fordre eugenik blandt indvandrere, skønt behovet her er langt større end blandt danskere. Og det kommer til at koste det danske samfund utroligt mange penge 
på langt sigt, hvis man da ikke får gennemført en repatriering.