marts 22, 2013

Lidt kulturhistorie


Der tales stadig meget om rygning og ikke rygning, men selvom vi er midt i en religionskrig synes man at have glemt at rygning oprindeligt var forbundet med religiøse riter hos mayafolket. Tobakken var en lægeurt, hvis røg steg op mod guderne.
Den blev et skattet nydelsesmiddel i hele Amerika, længe før Columbus kom. Med forbløffelse så han indianerne ryge og han - eller hans sømænd - tog skikken med sig til Europa, og inden for de næste hundred år spredtes den fra syd til nord..

Tobaksplanten blev først omtalt som en exotisk lægeurt. Den lærde franske adelsmand, Jean Nicot, som var ambassadør  i Portugal skaffede sig frø, dyrkede planten og gav den til klosterets urtegård. Han introducerede den både ved hoffet i Lissabon og i Paris som en gave til den franske dronning, Catarina di Medici. Tobaksplanten fik navn efter ham: "nicotiana".

Frederiks den Andens søster, der ved giftermål var blevet kurfyrstinde Anna af Sachsen, "Mutter Anna", var en fantastisk levende og alment interesseret kvinde, hvad hendes efterladte kæmpe brevsamling vidner om. Hun modtog fra den kejserlige have nogle exemplarer af "das Kraut Tabaco" og fik yderligere sendt frø fra landgreven af Kassel.

Sidst på 1500-talet var det blevet et almindeligt dagligt syn at se folk ryge på torve og stræder i de engelske byer, trods kong Jacobs rasen mod denne tossede vane "ved hvilken Guds vrede optændes, legemets sundhed forstyrres, huslivet ødelægges, folket nedværdiges i fædrelandet og pådrager sig foragt i det fremmede; en skik, der er ubehagelig for næsen, skadelig for hjernen, fordærvelig for lungerne og rent ud sagt med sine sorte røgskyer fuldkomment ligner helvedets damp."

Kong Jacob 1 stod ikke alene. Russiske zarer, tyrkiske despoter og paven selv forfulgte og straffede med stokkeprygl, forvisning, hængning, afskæring af næser eller læber...
Cardinal Richelieu så det fra en anden vinkel: som en oplagt skattemulighed.

Tobakkens sejrstog nåede Danmark og Norge på Christian den Fjerdes tid, og Christian blev ligesom andre monarker vred over dette uvæsen. Man kendte ikke ordet "at ryge" dengang, men man sammenlignede denne nye last med den, man havde fået nogle årtier tidligere, nemlig brændevinen og således talte man om "at drikke tobak". Det var især sømænd, som "drak" tobak på de små billige lerpiber, men ufarligt var

det ikke på skibene med tjæret tovværk, beg og
krudttønder. Christian den Fjerde fòr hårdt ud imod
tobakken og lod sømænd kølhale som straf for rygning.
Men med tiden måtte kongen give sig efter sine mange
mislykkede krigsførsler og godtage tobakken, - ja, til sidst
uddeltes der endog tobak til flådens bådsmænd.





Denne tegning er lavet af en skoleelev i Mexiko i en
kampagne mod rygning. Yderst t.v. står "fumar", der betyder at ryge. Og det rædsomme resultat heraf er jo klart for enhver.
I Mexiko har man en særlig dødekult, så det er ikke overraskende, at en dreng har valgt at tegne et skelet.