januar 16, 2013






Morten Messerschmidts blog på JP

EUs luftkasteller vs. den spanske virkelighed
Dato: 8. januar, 2013
Hvis ikke du hører til de 0,002 procent af befolkningen, som slavisk følger med i, hvad EU’s Generaldirektorat for Kommunikation foretager sig, så ved du nok heller ikke, at “Kommissionen kick-starter Borgernes Europa-år 2013″, som der står i den dansksprogede pressemeddelelse. Det må vist kaldes sproglig afsmitning…

Men meningen er, at kickstarte EU-borgerne et vist sted, så de “inddrages i opbygningen af en stærkere og mere politisk union”, som det lyder i et communique fra Kommissær Viviane Reding. (Det er hende med tvangs-kønskvoterne). Rundtom i EU har der vist været holdt en masse dynamiske debatmøder, og et foreløbigt klimaks får vi den 10. januar. Da kommer Kommissionens topfolk, Barroso og Reding med entourage, til Dublins rådhus, hvor de skal kickstarte en dødspændende konference sammen med EU’s irske formandskab og gå i dialog med over 200 tilfældige dublinere, som havde held til at tilkæmpe sig billetter for at høre om deres rettigheder.
Ifølge EU-propagandaen er EU’s borgere dybt utilfredse med, at de ikke ved nok om deres ekstra-rettigheder som EU-borgere, udover deres rettigheder som nationale statsborgere. EU-kommissærerne gentager igen og igen, at EU-borgernes ret til at flytte og opholde sig i et andet EU-land, hvor de vil, så længe de vil, og til at modtage sociale ydelser på lige fod med værtslandets egne borgere, er en af EU-borgerskabets største resultater.

Men denne EU-borgerret har svært ved at modstå virkelighedens syrebad. Knap var “Borgernes Europa-år” kickstartet, før det aller-EU-gladeste land Spanien ødelagde stemningen. Spanien har forlangt, og Kommissionen er modstræbende gået med til, at Spanien for resten af 2013, “Borgernes Europa-år”, slår grænsebommene ned for flere immigranter fra Rumænien.
Spanien gav fri adgang for rumænere i 2009, men i 2011 gav Kommissionen det kriseplagede Spanien lov at lukke for rumænske indvandrere indtil udgangen af 2012. Men da det spanske arbejdsmarked er værre nu end dengang, forlænger Spanien sine restriktioner mod Rumænien til resten af 2012.

Indvandringsstoppet berører endda ikke de snart en million rumænere, gæstearbejdere og deres familier, som befinder sig i Spanien. Af dem er officielt 37-40 procent arbejdsløse, mens arbejdsløsheden blandt spanierne “kun” er på 26 procent. Rumænerne - og mange andre gæstearbejdere - påtog sig ellers det arbejde, som spanierne ikke selv gad; fra de glade dage, da EU’s milliardgaver og medlemskabet af Euro-zonen bildte spanierne ind, at de var på vej ind i Evighedsriget. Men nød lærer nøgen kvinde at spinde, og den lærer spaniere at tage hårdt arbejde, som de for kort tiden så ned på - men nu i skarp konkurrence med rumænere, bulgarere og afrikanere.

Men arbejdskraftens frie bevægelighed er jo en dynamo i Europas vækst, ikke? Så hvorfor vil Spanien skyde sig selv i foden ved at holde rumænerne ude? Fordi en million rumænere er en belastning. Spanien og Italien er blandt de få EU-lande, der har haft en mindre gevinst ved indvandringen fra Rumænien og Bulgarien; for de øvrige lande er værditilvæksten ubetydelig. Tommelfingerreglen er, som selv ikke EU-kommissionen kan komme udenom i rapporten “Employment and Social Development in Europe 2011″, at hvis gæstearbejderne arbejder og rejser hjem, bidrager de lidt; hvis de arbejder og bliver boende, giver de underskud. Og hvis de ikke arbejder, og ikke rejser hjem, så er de meget dyre gæster. Og hvis rigtig mange af dem ikke arbejder, og ikke rejser hjem, men klynger sig til en krisehærget økonomi som Spaniens, ja så er det opskriften på økonomisk og social opløsning, af samfund og af stat. Se bare på Grækenland.
EU-kommissionen erklærer, at den spanske undtagelse er en “afvigelse”. Kommissærerne og deres gesandter vil holde nøje øje med Spanien og forbeholder sig ret til når som helst at ophæve sin tilladelse, hvis EU-kommissionen vurderer, at spansk økonomi giver plads til endnu flere rumænere. Og i øvrigt, skriver Kommissionen, kan Spanien intet stille op, for fra 1. januar 2014 kan intet EU-land opstille nogen hindring for indvandring fra de to fuldgyldige medlemmer af EU, Rumænien og Bulgarien.

Her bør man spørge: Er det egoistisk og fremmedfjendsk af Spanien at sætte en grænse for indvandring? Har Spanien juridisk ret til at gøre det, eller har Spanien én gang for alle overdraget den ret til EU’s kommissærer og EU-domstolen? Eller har den folkevalgte spanske regering en forpligtelse over for de spanske borgere til at tage mere hensyn til dem og til Spaniens overlevelse?
Jeg har besluttet mig: Det giver mening at være spansk, rumænsk, dansk eller britisk statsborger. Men ikke EU-borger. Det giver mening at have et Spanien, et Rumænien, et Danmark og et Storbritannien. Men ikke en EU-stat.
Derfor giver det også kun mening, at tunge, svære beslutninger på borgernes vegne træffes af folkevalgte nationale regeringer og ikke af fjerne bureaukrater og dommere med fingrene i døde traktater og protokoller, hvis hellighed stadig flere “EU-borgere” kommer til at betvivle.