Svensk Fjernsyn viste i går
aftes – på Luciadagen – hvordan domkirken i Uppsala var med på
de politisk-korrekte noder, som vi alle bør tilegne os om den hellige Lucia fra Syrakus. Da hun afviste sin kæreste,
anmeldte han hende for hendes tro til myndighederne,
og hun led martyrdøden o.
år 304. Da hendes navn er afledt af det latinske ord «lux»
(genitiv: lucis) = lys, knyttedes hun i nordisk folketro til de
urgamle solhvervsfester, som levede videre trods pavekirken. Hun blev
lysbringeren i det ruende mørke, som vi moderne mennesker med alt
vort el-lys dårligt
kan fatte.
Men der var allerede en
anden lysbærer: «Lucifer» (ordret oversat), som oprindelig var en
betegnelse for kongen af Babylon, men som senere fik en hel anden
betydning, nemlig «Fanden», som vi jo ikke rigtig forbinder med
lys. I vintermørket havde overtro og troldpak gode
muligheder. I Norge bevarede man længe den såkaldte
«Lussefærd», oprindelig det natlige ridt fra Asgård, de nordiske
asers gård. Ridtet fortsatte gennem hele juletiden. Hesten, Odins
hest, bevarede sin hellighed, - ja, der hænger nok stadig lidt ved
endnu.
Tilbage til
Uppsala Domkirkes Luciafest, som ikke var nogen sædvanlig
svensk Lucia.
Hun var
mørkladen som chocolade, så hendes ansigt knapt kunde skimtes i kirken. Men hun var vel - det må vi formode - kristen?
Havde hun været muslim og bare spillet kristen, havde muselmænd vel allerede skåret halsen over på hende, sådan som de
er pligtige at gøre ifølge Koranen. Men navnet var i hvert fald svensk: Astrid
Cederlöf.
Sådan mørk
Luciabrud har vi set før, f.ex. i Malmø i 2008. Men det virker helt
forkert. Dette mørke er ikke vokset
langsomt frem af folkedybet gennem den påvirkning, vi alle er udsat
for og er en del af. Nej, det virker «påtvunget» og er
påtvunget. En påført politisk-korrekt opfattelse som alle skal
dele. Man vil undskylde med, at Lucia var fra Sicilien, som araberne
jo herskede over en rum tid og hvor de har sat sig dybe spor. Vi
skal hylde «multikulturen». Den er en overgangsforeteelse. Når
den har hjulpet magthaverne til det nødvendige kaos, hvor ingen mere
ved, hvor de hører til, og man således har splittet den tidligere
så homogene svenske befolkning, så kan man gå videre og kræve en
monokultur, som kan bringe orden i det hele.
Den monokultur
hedder islam.
