november 19, 2009

Den lille røde Bog for Skoleelever



(Fortsat om Jesper Jensen)


Da Jesper Jensen og andre venstreextremister nedbrød daværende folkeskolesystem for at få en målbevidst marxistisk undervisning, skrev han sammen med Bo Dan Andersen og Søren Hansen ”Den lille røde Bog for skoleelever”. Børnene blev på den måde inddraget i den planlagte skolerevolution med idéer til aktioner og lignende.

Men samfundsundergravningen var ikke nået helt så langt i andre lande i Europa eller de brugte andre metoder. I Spanien inkasserede udgiveren af Jesper Jensens bog en dom på fire måneders fængsel for bogens vejledning i diverse sexuelle emner fra onani til abort. Og ikke nok med det. Forlæggeren fik også 6 års forbud mod at udgive andre bøger om børneopdragelse.

Dermed fulgte det spanske retsvæsen det engelske, som havde bandlyst Jesper Jensens lille røde allerede mange år tidligere. Den engelske dom blev indanket for menneskerettighedsdomstolen i Strassburg, hvor de syv dommere i 1976 stadfæstede den i England afsagte dom: Jesper Jensens lille røde bog for skoleelever måtte ikke udgives i England.

Samme dommere dømte også i den sag, hvor tre danske forældrepar havde indklaget det sex”avancerede” materiale, man stak i næsen på skolebørnene i Danmark, selvom det måtte være imod nogle forældres ønske og livssyn. Materialet, som blev fremlagt fra de danske forældres side, blev imidlertid stoppet af menneskerettighedskommissionen, som stod for forhåndsbedømmelse og eventuel tilladelse til at få rejst sagen for domstolen. Det vil sige, at dommerne skulle tage stilling til materialet uden at se det.
Menneskerettighederne var altså ikke ens i Danmark og i England. I den europæiske menneskeretighedskonvention stod der i artikel 2 i protokol 1, at staten skal respektere forældres ret til, at opdragelsen foregår i overensstemmelse med deres egne religiøse og filosofiske overbevisning. Men ved disse to – kort efter hinanden - afsagte domme, knægtede man faktisk forældrenes ret til at opdrage på eget ansvar i samvittighedsspørgsmål og anerkendte samfundet som den øverste instans over samvittigheden. Den såkaldte menneskerettighedsdomstol anerkendte altså tvang og censur imod anderledes tænkende.

Én af dommerne var dansk og havde således - som den eneste af de syv - mulighed for god information, men svigtede.

”Jeg nærede den største respekt og sympati for højesteretsdommer Helga Pedersen, indtil den dag, da hun dømte Danmarks børn til værgeløse ofre for det mest uhumske svineri.
Blandt Strasbourgs dommere i den danske sexundervisningssag var hun den eneste ene, der ikke kunne være uvidende om forholdene i Danmark. Absurd nok fik Strasbourg-dommerne NB aldrig forelagt de danske bøger og billeder, thi materialet standsedes ved forbehandlingskommissionen. De uden landske dommere var således til en vis grad lovligt undskyldt, men dette kan ikke siges om Helga Pedersen. Hun alene havde ikke denne undskyldning! Ville hun tækkes den danske regering ved at dømme i dens favør?”” spurgte organisationen L.I.B.E.R., Landeværn imod Børns Ensretning i tidsskriftet AKTION nr. 7, 1977.

Og nu er vi vel snart nået så langt, at vi kan lovliggøre pædofili!

Jeg har ikke vovet at lægge skolematerialet ud på min blog, men egentlig burde man gøre det for at vise hvilken demoralisering man udsatte skolebørnene for - og måske stadig udsætter dem for.
Kilde: Tidsskriftet AKTION samt http://www.religlaw.org/template.php?id=179