oktober 07, 2009

Mentalhygiejnens virke i Danmark i 70´erne

Den 22/9 nævnte jeg her på bloggen den bevægelse, der kaldte sig Mentalhygiejnen, og hvis hovedmål det var at nedbryde kernefamiliesystemet for ad den vej at ændre samfundsordenen i bund og grund, en idé som var udtænkt af psykiater Brock Chisholm. Foreningen bestod først og fremmest af tre faggrupper: psykiatere, psykologer og socialarbejdere, som var globalt indmeldt, hvilket naturligvis ikke betyder, at de alle var af samme mening eller delte foreningens politisk-rødlige ståsted. Der var naturligvis ærlige og stræbsomme personer inden for de tre nævnte kategorier, men dem hørte man ikke meget til.

Som altid, når det gælder at gennemføre nye samfundsidéer, sigtede man på at besnære de unge. De er fremtidens samfund, når bare man venter en ti-tyve år. Desuden lagde man an på at påvirke politikerne. Til dette formål oprettede direktøren for ”Landsforeningen for Mentalhygiejne”, psykolog Eggert Petersen, et ”Forskningsinstitut” med sig selv som forskningsleder. Selvom forskningen kritiseredes af mere veluddannede, fortsatte Eggert Petersen ufortrødent. Hans forskning bestod i høj grad af spørgeskemaer, sådan som det blev almindeligt på den tid inden for al sociologi.

Verden vil bedrages. Alle emner inden for socialsektoren o.l.havde interesse og gav de ikke praktisk resultat, så gav de i hvert fald levebrød og øgende magt for Mentalhygiejnen. En af de givtige emner var narko-sektoren.
Narkotika fandt indpas i Danmark i sidste halvdel af 1960´erne, og spredtes hurtigt gennem skolerne, hvor børn og unge fik tilbudt stoffer. I første omgang hash. Ud over de kriminelle, som havde direkte økonomisk gevinst, var også venstrefløjen i dansk politik ivrige fortalere for den nye ”frihed” og oplevelse. Ukamoufleret gjaldt det at hjælpe lande ude i verden med at tjene penge på narkosalg og derved få penge til kommunistisk krigsførelse i eget eller andre lande, - samt at lamme Vestens ungdom. Forældregenerationen var uforberedt og vidste ikke, hvad det hele drejede sig om.

Mentalhygiejnikerne fik bildt myndighederne – der var lige så uvidende som forældregenerationen – ind, at de var experter på dette område som på så mange andre, og Peter Schiøler blev udnævnt til statens narkokonsulent, skønt hans kundskaber og karakteregenskaber blev draget i tvivl i Folketinget. Psykolog Karen Berntsen pointerede, at hendes forslag til et behandlingsprogram for stofmisbrugere kun var ”et forsøg, hvis udfald ikke kan forudsiges” (Mentalhygiejne nr. 1, 1969). Hun blev leder af Mentalhygiejnens ungdomsklinik og dag- og døgncentret med diverse ansatte, bl.a. den navnkundige VS´er Tine Bryld, som ofte figurerede i uropatruljens minutrapporter. Hun opfordrede forældre til at ryge hash sammen med deres pubertetsafkom, og hun forstod at tjene penge på tidens forvirrede pubertetsbørn ved at bruge deres faktiske eller indbildte oplevelser i radioens P 4 eller i bogform.

Mentalhygiejnikere diminuerede narkotikaens problemer og farlighed og propaganderede gerne for fri hash. Kort og godt de levede højt på narkoproblemerne og bidrog til nye initiativer som sprøjterum etc. Deres ”behandlingscentre” gik deres jævne gang med gentagne påstande fra ledelsens side om deres utrolige resultater, indtil korthuset begyndte at vakle: Narkosalg i centrene, psykologpapirer om ”klienterne” på en losseplads, og afsløring af Mentalhygiejnens uddeling af 15 millioner skatteborgerkroner til det ulovlige og narkobefængte Christiania m.m.

Og til sidst prikken over i´et: rigsrevisionens rapport om Mentalhygiejnens fup og fiduseri.


Mere om Mentalhygiejnen senere-