oktober 06, 2009

Indsamling til terror

DF raser over Enhedslistens åbenlyse støtte til terrorindsamling Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, reagerer med vrede og forundring over, at Enhedslisten helt åbenlyst reklamerer med, at partiet støtter en indsamling til en kendt og berygtet palæstinensisk terrororganisation, PFLP, på deres hjemmeside. Peter Skaarup vil bede justitsminister Brian Mikkelsen gå ind i sagen og vurdere det betimelige i, at et parti, der har fire medlemmer af Folketinget deltager i og promoverer indsamling af midler til en terrororganisation, som har angrebet og dræbt civile, herunder ved an­vendelse af bilbomber og selvmords­bombere. ”Det er helt og aldeles uacceptabelt, når Enhedslisten deltager i brud på den danske terrorlovgivning og via sin hjemmeside reklamerer for en indsamlingsfest for den notorisk berygtede palæstinensiske terrororganisation, PFLP.

Man kan i følgende link: http://www.enhedslisten.dk/%E2%80%9Dfrihedskamp-er-ikke-terrorisme%E2%80%9D læse sig frem til, at Enhedslisten trodser den danske terrorlovgivning ved at reklamere for en støttefest til fordel for terrororganisationen PFLP,” siger Peter Skaarup. ”Højesteret idømte tidligere på året seks medlemmer af Fighters & Lovers varierende fængselsstraffe for at støtte den voldelige colombianske bevægelse FARC og palæstinensiske PFLP med den begrundelse, ”at PFLP har angrebet og dræbt civile, herunder ved an­vendelse af bilbomber og selvmords­bombere.” Der burde derfor ikke herske den mindste tvivl hos Enhedslistens medlemmer af Folketinget og partiets organisation om, at genoptagelsen af indsamlinger til terrororganisationen PFLP er i klar strid med dansk lovgivning, hvorfor jeg forventer, at justitsministeren beder anklagemyndigheden vurdere, om der er grobund for at rejse tiltale mod partiet eller medlemmer af Enhedslisten samt arrangørerne af festen, ovenpå det klokkeklare brud på den danske terrorlovgivning, siger,” Peter Skaarup.

Christiansborg, tirsdag den 6. oktober 2009/KE PRESSEMEDDELELSE fra DF