maj 25, 2009

Nyt gammelt fra Brorsons muhammedanske kirke

Nissen flytter med.

Nej hvor sjovt. Her er han igen, Nørrebropræsten Erik Bastian Bock, som myndighederne og andre havde alverdens besvær med i 70´erne. Han er medlem af menighedsrådet i Brorsons muslimske Kirke!

Da den yngre generation nok ikke kender ham, er det vel på tide at repetere. Hans far, Daniel Bock, var indremissionsk. Selv blev han kapellan ved Helligkorskirken på Nørrebro og gjorde sig snart bemærket i daværende udflippede hashkredse.

Bock arrangerede flere happenings for Børnemagt i Christiania, bl.a. overnatning i Helligkorskirken, ligesom han med børnene brød ind på den nærliggende kommuneskole i skoletiden, men skoleeleverne slog dem på flugt og jog efter dem hujende og skrigende ned gennem gaden, så præsten og børnene måtte søge tilflugt i Folkets Hus i Stengade.

Bock arrangede også narkodebatmøde i kirkens menighedslokale under stor tilstrømning fra hashliberale miljøer, og på Christiania indrettede han ”Den kosmiske Kirke” i stueetagen på Multimediehuset og pyntede den med flitterstads.

I samme bygning holdt ”Børnemagt” til. Myndighederne gjorde alt for at fortie forholdene, men det lykkedes alligevel advokat Lindholt i Fremskridtspartiet at få sagen draget frem i lyset (Rosendalsrapporten!). Værten var efter sigende straffet for narkohandel, og forholdene var så usle og snuskede, at Børneværnet under normale forhold ville være skredet ind øjeblikkeligt, men nu kunne Københavns Børneværn selv udnytte fortielserne og fingere, at de da ikke vidste noget!!! (Øverste ansvarlige var børneværnets direktør Ernst H. Larsen)).

I 1974 stillede Erik Bock op som byrådskandidat på ”Børnemagt”s liste og 1978 på ”Børnelisten”

Sognepræsten ved Helligkors orkede ikke i længden med kapellanens besynderlige optræden, så en tid måtte Bock nøjes med at modtage sin præsteløn uden at gøre tjeneste.
Bocks kæreste pristes i et ugeblad, (”Alt for Damerne”?) for udvist femministisk selvstændighed og frisind ved ikke at ville giftes med faderen til hendes nyfødte! Men historien var efter sigende en anden: et menighedsrådsmedlem hævdede, at den ”frisindede” var proforma gift med en udlænding for at hjælpe vedkommen til et dansk statsborgerskab, og så måtte hun naturligvis vente til hun kunne blive lovformeligt skilt (men det må naturligvis arkiveres som landsbysladder!).

Kirkeministeren truede Bock med afsked, men fængselspræst Gitte Berg bakkede ham op.

Annelise Bock var lige så udflippet som sin storebror og deltog gerne i hans påhit. Hun var med i kirkespil i Helligkors julen 1973 og optrådte som dronning Margrethe i striptease på den af kulturminister Niels Matthisen støttede Christiania-Regnbueudstilling på Charlottenborg. Et fotografi af hende herfra offentliggjordes i Aktuelt som en hånlig hilsen til dronningens fødselsdag 16.4.77.
Annelise Bock var også aktiv i ”Det Ny Samfund” (Thylejren) og sammen med Erik optrådte hun i varietéen ”Christianitter uden trusser” i ”Fredens Ark” på Christiania. Det var vistnok i den forestilling, at hun knuste tulipaner mellem sine bare lår og trampede et hjerte fra en slagterbutik ud på et Dannebrogsflag...

Den dag kom, hvor sognepræsten gik af, og da man ikke anså Bock for lempelig for ansvaret med kirkebogsføringen, så kviede man sig ved at udnævne ham til ny sognepræst. Men sådan gik det nu alligevel, skønt de borgerlige havde overtaget regeringen. Penge var for dem mere værd end ideologier og hash: hvis de nøjedes med een præst ved kirken, kunne de spare en præsteløn. Således blev Bock sognepræst.