Modersmålskredsen og mange andre er bekymrede over, at dansk sprog mere og mere tilsidesættes, ikke mindst af akademikere. Jonglerer de med engelsk for at bryste sig? Næppe. Det er sikkert for en stor del ren ubetænksomhed, rimeligvis fordi de læser og skriver meget på engelsk. Her burde akademikerne tage sig selv i nakken og undgå den evindelige og som oftest ganske unødvendige brug af engelsk og tvært imod findyrke dansk.
68´erne gjorde en indsats for at ødelægge sproget, dels direkte gennem folkeskolen, hvor pædagoger på Danmarks lærerhøjskole gav udtryk for, at det ikke var så vigtigt med stavning og skrivning, ligesom man forringede danskundervisningen og stort set sløjfede kendskabet til dansk klassisk litteratur.
En af de ”kulturpersoner” som gjorde en særlig indsats for udtalen af det danske sprog var Arne Skovhus. Sproget fra teaterscenen skulle ikke være et velplejet klart sprog, men dagligdagens jævne udtale:
Nedenstående er fra tidsskriftet AKTION, nr. 12/1978:
"Arne Skovhus: 45 år, søn af fynsk frugtavler, virkede en tid som lærervikar i Jylland efter sin studentereksamen, studerede theologi i København i nogle år og blev lærer ved ungdomsfængslet i Møgelkær, hvor han skrev bogen ”Man glemmer den slags”.
Som højskolelærer var han ansat ved Rødding og Krogerup. Han arrangerede Humlebæk-revy og Dronningmølle Revy og endte som direktør for Fiolteatret. Derfra gik det i 1972 videre til forstanderposten for Kristeligt Studenter-Settlement, men teaterverdenen forlod han ikke. Han virkede videre i teaterråd og udvalg og er nu blevet udnævnt til leder af Statens Teaterskole.
Det var hans levnedsløb i korte træk, men lad os kikke lidt nærmere på målsætningen:
Da den samfundsundergravende Landsforening for Mentalhygiejne (se AKTION 2/1977 side 3-5) fik organisationen BRIS på benene, var det med Arne Skovhus i bestyrelsen. BRIS står for ”Børns Rettigheder I Samfundet”, men kaldes ”BarneRov I Samfundet idet formålet er at være pressionsgruppe imod forældre og enhver anden autoritet, altid 100 % på barnets side, hvad enten barnet har ret eller ej. I praksis betyder det: hvis barnets ideer er i tråd med BRIS´s marxistiske nedbrydning af det parlamentariske folkestyre, så ”hjælper” man barnet – f.eks. med at komme væk hjemmefra, om så det skal være til et snusket narkomiljø. Hvis derimod børn ønsker at være sammen med deres familie eller bestille noget (som børn i Hirtshals), så tier BRIS bumstille. En af Arne Skovhus´ BRIS-kolleger skærer tingene ud i pap ved at tale om at ”infiltrere systemet, lave 5. kolonne virksomhed” o.s.v.
Som teatermand kæmper Arne Skovhus for det politiske teater. Formålet lægger han ikke skjul på. Det politiske teater skal være med til at ændre samfundssystemet i marxistisk retning, og dette mål må aldrig tabes af syne.
Som forstander for Kristeligt Studenter-Settlement holdt Arne Skovhus sig også målet for øje. En af hans medarbejdere her blev Carsten Stæhr Nielsen (fra BRIS), der sammen med Tine Bryld (fra BRIS) har ført deres fri-hash-kamp imod samfundet og – i pagt med BRIS´s formål – har støttet børns løben væk hjemmefra. Det politiske arbejde foregår også på institutioner, børnelegepladser etc., hvor BRIS-ideologien kan indpodes gennem egne folk eller ved gæster – f.eks. chilenske flygtninge. Økonomisk støtte får man forskellige steder fra, bl.a. fra vennerne i DR (ønskekoncertertens midler), fra tipsmidlerne og fra politiske tilhængere og brugbar-naive, der lader sig vildlede af ordet ”kristeligt”, en betegnelse, som – omend den kan være praktisk i visse situationer – undertiden udelades, måske i erkendelse af, hvor vanskeligt det er at efterleve det ords betydning.
Fra SF gik Arne Skovhus over til VS, hvor han kom ind i hovedbestyrelsen og blev folketingskandidat. Gennem sine utallige artikler, foredrag, prædikener, diskussioner og teaterstykker har Arne Skovhus holdt VS-fanen højt: den politiske kamp for at nedbryde og ændre samfundssystemet skal først og fremmest stå på arbejdspladserne. Om det er teaterscenen eller prædikestolen gør det samme. Hans prædikener i præsteforeningens blad fik mange præster til at melde sig ud af foreningen. Til gengæld blev Arne Skovhus bakket op af bl.a. fhv. Kirkeminister Dorthe Bennedsen og professor dr. Theol. Svend Holm-Nielsen, da han – grundet visse udtalelser og sympati for PLO – blev angrebet for at være antisemit. ”Ikke alle Israelere er zionister”, sagde Arne Skovhus; hvortil en TV-anmelder i JyllandsPosten kommenterede: ”der er jo også danskere, som ikke er venstresocialister”.
Ja, og det skulle der gerne fortsat kunne være!
Nu er Arne Skovhus af kulturministeren blev udnævnt til chef for Statens Teaterskole, en stilling, der som nøglepost er langt mere betydningsfuld end chefstilingen ved Århus Teater: teatre er massemedier, og massemedier er magt. Teatrene håndteres af skuespillere, og skuespillerne oplæres på teaterskolen. VS´eren Arne Skovhus ved det, og han taber ikke målet af syne...
... og kulturminister vidste det."
68´erne gjorde en indsats for at ødelægge sproget, dels direkte gennem folkeskolen, hvor pædagoger på Danmarks lærerhøjskole gav udtryk for, at det ikke var så vigtigt med stavning og skrivning, ligesom man forringede danskundervisningen og stort set sløjfede kendskabet til dansk klassisk litteratur.
En af de ”kulturpersoner” som gjorde en særlig indsats for udtalen af det danske sprog var Arne Skovhus. Sproget fra teaterscenen skulle ikke være et velplejet klart sprog, men dagligdagens jævne udtale:
Nedenstående er fra tidsskriftet AKTION, nr. 12/1978:
"Arne Skovhus: 45 år, søn af fynsk frugtavler, virkede en tid som lærervikar i Jylland efter sin studentereksamen, studerede theologi i København i nogle år og blev lærer ved ungdomsfængslet i Møgelkær, hvor han skrev bogen ”Man glemmer den slags”.
Som højskolelærer var han ansat ved Rødding og Krogerup. Han arrangerede Humlebæk-revy og Dronningmølle Revy og endte som direktør for Fiolteatret. Derfra gik det i 1972 videre til forstanderposten for Kristeligt Studenter-Settlement, men teaterverdenen forlod han ikke. Han virkede videre i teaterråd og udvalg og er nu blevet udnævnt til leder af Statens Teaterskole.
Det var hans levnedsløb i korte træk, men lad os kikke lidt nærmere på målsætningen:
Da den samfundsundergravende Landsforening for Mentalhygiejne (se AKTION 2/1977 side 3-5) fik organisationen BRIS på benene, var det med Arne Skovhus i bestyrelsen. BRIS står for ”Børns Rettigheder I Samfundet”, men kaldes ”BarneRov I Samfundet idet formålet er at være pressionsgruppe imod forældre og enhver anden autoritet, altid 100 % på barnets side, hvad enten barnet har ret eller ej. I praksis betyder det: hvis barnets ideer er i tråd med BRIS´s marxistiske nedbrydning af det parlamentariske folkestyre, så ”hjælper” man barnet – f.eks. med at komme væk hjemmefra, om så det skal være til et snusket narkomiljø. Hvis derimod børn ønsker at være sammen med deres familie eller bestille noget (som børn i Hirtshals), så tier BRIS bumstille. En af Arne Skovhus´ BRIS-kolleger skærer tingene ud i pap ved at tale om at ”infiltrere systemet, lave 5. kolonne virksomhed” o.s.v.
Som teatermand kæmper Arne Skovhus for det politiske teater. Formålet lægger han ikke skjul på. Det politiske teater skal være med til at ændre samfundssystemet i marxistisk retning, og dette mål må aldrig tabes af syne.
Som forstander for Kristeligt Studenter-Settlement holdt Arne Skovhus sig også målet for øje. En af hans medarbejdere her blev Carsten Stæhr Nielsen (fra BRIS), der sammen med Tine Bryld (fra BRIS) har ført deres fri-hash-kamp imod samfundet og – i pagt med BRIS´s formål – har støttet børns løben væk hjemmefra. Det politiske arbejde foregår også på institutioner, børnelegepladser etc., hvor BRIS-ideologien kan indpodes gennem egne folk eller ved gæster – f.eks. chilenske flygtninge. Økonomisk støtte får man forskellige steder fra, bl.a. fra vennerne i DR (ønskekoncertertens midler), fra tipsmidlerne og fra politiske tilhængere og brugbar-naive, der lader sig vildlede af ordet ”kristeligt”, en betegnelse, som – omend den kan være praktisk i visse situationer – undertiden udelades, måske i erkendelse af, hvor vanskeligt det er at efterleve det ords betydning.
Fra SF gik Arne Skovhus over til VS, hvor han kom ind i hovedbestyrelsen og blev folketingskandidat. Gennem sine utallige artikler, foredrag, prædikener, diskussioner og teaterstykker har Arne Skovhus holdt VS-fanen højt: den politiske kamp for at nedbryde og ændre samfundssystemet skal først og fremmest stå på arbejdspladserne. Om det er teaterscenen eller prædikestolen gør det samme. Hans prædikener i præsteforeningens blad fik mange præster til at melde sig ud af foreningen. Til gengæld blev Arne Skovhus bakket op af bl.a. fhv. Kirkeminister Dorthe Bennedsen og professor dr. Theol. Svend Holm-Nielsen, da han – grundet visse udtalelser og sympati for PLO – blev angrebet for at være antisemit. ”Ikke alle Israelere er zionister”, sagde Arne Skovhus; hvortil en TV-anmelder i JyllandsPosten kommenterede: ”der er jo også danskere, som ikke er venstresocialister”.
Ja, og det skulle der gerne fortsat kunne være!
Nu er Arne Skovhus af kulturministeren blev udnævnt til chef for Statens Teaterskole, en stilling, der som nøglepost er langt mere betydningsfuld end chefstilingen ved Århus Teater: teatre er massemedier, og massemedier er magt. Teatrene håndteres af skuespillere, og skuespillerne oplæres på teaterskolen. VS´eren Arne Skovhus ved det, og han taber ikke målet af syne...
... og kulturminister vidste det."
(AKTION nr. 12/1978)
