juni 10, 2008

Kun på papiret.

Udtalelser fra politireformens fadder får politisk efterspil

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, retter nu henvendelse til justitsminister Lene Espersen (K) vedrørende de manglende positive effekter af politireformen. Dansk Folkeparti ønsker en handlingsplan for, hvornår de 800 ekstra betjente kan være på gaden. Reaktionen kommer efter, at Erik Bonnerup, som var formand for det såkaldte Visionsudvalg, der stod bag politireformen, onsdag kritiserede udmøntningen af reformen.

- Dagens kritik af politireformen fra dens egen fadder, Erik Bonnerup, bør opfattes som et vigtigt opråb til politiledelsen og Justitsministeriet om at få realiseret målene for reformen. Særligt målet om at få 800 flere politibetjente på gaden i en tid, hvor de åbne grænser og deraf følgende grænseoverskridende kriminalitet samt udfordringen fra kriminelle bander tager til, skal realiseres hurtigst muligt, siger Peter Skaarup.

- Vi vil nu rette en direkte henvendelse til Lene Espersen, hvor vi beder hende fremlægge en handlingsplan med en præcis og snarlig deadline for, hvornår de 800 ekstra betjente kan være klar til at patruljere de danske gader og stræder. Det må også være i alles interesse at sikre, at politiet kan vise mere synlighed og give hjælp til borgere, der henvender sig til politiet, slutter Peter Skaarup.

Christiansborg 10.6.08