marts 20, 2007

Bandeoverfald på elever i skole

Mandag den 19. marts ved 1-tiden brød en ungdomsbande på omkring 20 mand ind i Nikolaj gymnasieskole, tæt ved Kärnan i Helsingborg, og overfaldt eleverne midt i undervisningen med slag og spark. Nogle af dem måtte bagefter på hospitalet. Også elever fra den nærliggende Tycho Braheskole, som havde lektioner på Nikolajskolen, blev involveret i spektaklerne, som fortsatte på skolens kantine. Selvom politistationen ligger ret nær ved, og 3 politipatruljer - efter sigende - kom hurtigt til stede var banden allerede over alle bjerge.

Den kom rimeligvis fra Landskrona. Og overfaldet hang formodentlig sammen med en festival, man havde holdt om søndagen på det store forlystelsessted ”Sundspärlan”. Også dér opstod der slagsmål og tilkaldtes politi.

Landskrona og Helsingborg har tidligere haft mange bekymringer og har i en periode måtte lukke flere skoler.